De obligatoriske overspringshandlinger

IMG_4203

Som så mange andre, sidder jeg i denne tid i med eksamen til op over ørerne. I torsdags afleverede jeg, sammen med min studiepartner, et produkt, som var en bloggerlignende rejsehjemmeside – det var lidt anderledes fra de lidt tunge akademiske opgaver, som jeg er vant til, at skulle lave et sådan produkt. Meeeen… nu venter der en tung akademisk opgave, hvor emnet hedder ‘Deleøkonomi’ (selvvalgt), og den moppedreng skal lige skydes ud med fuld fart, for jeg (og min studiepartner) har en uge til at få lavet opgaven, da vores to andre eksaminer tog al tiden, er denne desværre blevet nedprioriteret. Men vi må klø på, ligesom med alt andet og håbe, at det nok skal gå!

Nå, men eksamensperiode uden overspringshandlinger er ikke rigtig en eksamensperiode vel? Og jeg er MESTER i overspringshandlinger – anerkendelse er en god ting ik’? Altså se bare alene dette indlæg er en overspringshandlinger, fordi peer-to-peer og deleøkonomi lige steg mig til hovedet for en kort stund. MEN! Overspringshandlinger er nødvendige i eksamensperioden – yes I said it. Jeg har virkelig behov for at lave de her obligatoriske sidespring og være min eksamen utro i nu og næ, for ellers mister jeg fuldkommen modet. Og sidder du nu og tænker, jamen hvad kan man da finde på af overspringshandlinger – så panik ikke – for I kan lige få et tip eller to, og den uskrevne regel er, alt kan blive en overspringshandlinger, selv det man ikke plejer at gide, kan pludselig blive interessant. Mine typiske overspringstanker er:

.. “Måske jeg skulle rydde op i min lejelighed, det ville også lette lidt på mit stress niveau, bliver jo irriteret af her roder”
… “Måske jeg skulle rydde ud i mit klædeskab, lægge alt i orden. Det er noget jeg længe gerne har villet, og det ligger i mit baghoved og fylder”
Læse diverse blogs (det gør jeg bare, ingen tanker der)
.. “Skulle jeg lige belønne mig selv med et afsnit på (indsæt navn) serie. Måske jeg skulle starte på en ny serie fremfor friends, jeg ser bare et par afsnit” (face it – man har set hele serien på 4 dage)
… “Jeg har brug for kaffe” (Mine kaffepauser kan pludselig tage enorm laaang tid, ikke fordi det tager så lang tid at lave kaffen, men så laver jeg 20 andre ting)
.. “Måske jeg ville have godt af en gåtur – min opgave vil også blive bedre af en gåtur” (Altså det er jo sundt for koncentrationen, så det er en minimal overspringshandling, den tæller ikke vel?)
… “Jeg kunne liige kigge på Instagram” (kigger og ser lækre mad/slikbilleder) “Måske jeg skulle lave noget frokost, købe noget slik – det vil hjælpe” (og det gør det altså bare. Jeg er en af dem, der tyr til sukkerhjælpen i eksamensperioden, og jeg ville ikke være foruden) Instagram er en utømmelig kilde til overspringshandlinger, så dont go there, hvis du ikke ønsker overspringshandlinger
.. “Jeg burde lave et indlæg, det er længe siden. ”
… “Det er længe siden jeg har taget billeder med mit kamera, det afstresser mig også, så det er jo bare hjælp til selvhjælp, det er helt okay” (ender med at bruge en hel dag på det – det gjorde jeg i søndags)
.. “Guuuuuud SnapChat! Jeg kunne lige se, hvad mine venner har lagt op i deres story” – SnapChat er nærmest en utømmelig kilde til overspringshandlinger

Som I kan se, har jeg ingen grænser for mine overspringshandlinger, og hvis jeg ikke har været hele listen (og meget mere) igennem i min eksamensperiode har det ikke rigtig været en eksamensperiode. Jeg var i søndags ude med den dygtige Arif, og tage en masse billeder – der skal nok komme et indlæg om det hurtigst muligt – det bliver endnu en overspringshandling, og det er helt okay! Overspringshandlingen med fotografering med Arif, var lige det pusterum jeg havde brug for, og se hvor glad man (jeg) bliver af det! Men jeg kan virkelig ikke trække denne overspringshandling længere, må hellere vende tilbage til deleøkonomi, Bauwens, peer-to-peer og Hamari – hvis du er misundelig, kan jeg virkelig godt forstå det. Liiige på faldegrebet, hvad er jeres typiske overspringshandlinger?

IMG_4176

IMG_4197Billederne er alle taget af Arif

Vil du have seneste nyt fra bloggen & altid holdes opdateret, så kan du følge bloggen på:
Facebook, Instagram Bloglovin’ 

Gør alle en tjeneste og tag stilling

Organdonation-2 kopi

Organdonation er et emne, som jeg altid har været enormt optaget af. Samtidig har det været noget, som jeg mere eller mindre altid har vidst, hvad jeg synes om det. Jeg meldte allerede ud som – omkring – 15-årig til mine forældre, at hvis der skete mig noget, og de kunne bruge nogle af mine organer, så skulle de bare slå sig løs. Jeg ser lidt organdonation på samme måde som velfærdsstatens økonomiske sikkerhedsnet. Det er noget alle burde bidrage til, men ingen håber de får brug for. Ligeså vel som man har en forsikring, men håber man aldrig kommer til at stå med et brandt hus, en tom lejlighed eller en forfærdelig ulykke – du betaler til det, men du håber, at det aldrig bliver relevant for dig. Sådan burde det også være med organdonation, noget alle var, men ingen forhåbentlig fik brug for. Og hvad hvis du er uheldig en dag og står og har brug for en organdonor?

Desværre er der alt for mange, som ikke får taget stilling til det. Jeg ved godt, at der er mange, som ikke ’tør’ tage snakken med deres familiemedlemmer – unge som gamle – om emnet, for det minder en om, at man en dag ikke længere er her… Men lad os være ærlig, sådan er situationen nu engang, så derfor synes jeg, at man som minimum kan tage stilling. Mine forældre og jeg har altid snakket meget omkring sådanne ting, og det er jeg dem evigt taknemmelige for, for jeg ved, hvad de vil, når de en dag ikke længere er her mere og omvendt. Allerhelst ville jeg ønske, at alle var organdonorer, men som minimum kan du tage stilling til det – det skylder man også sine kommende efterladte, så de ikke skal stå i en potentiel svær situation og tage valget for dig.

Det sidste stykke tid har Foreningen 7Liv udmeldt, at de mennesker, som ikke har sagt ‘ja’ til organdonation, kommer bagerst i køen, hvis de en dag står og har brug for et organ. Der har været forskellig respons på diverse sociale platforme, og nogle mener det er et skråplan, men hvorfor egentlig? Hvis du har fravalgt organdonation, fordi du enten synes det er ’for klamt’ eller af andre årsager, er det så ikke også ’for klamt’ selv at modtage? Jeg siger ikke, at vi skal nedprioritere folk, som har fravalgt organdonation. Der har også været tale om, at vi som udgangspunkt skulle ‘fødes’ som organdonorer, og jeg ved ærligt ikke, hvad jeg synes om de to tiltag, en jeg kan godt følge logikken til en vis grad. For mig personligt ville det intet ændre, og det er nok også derfor, at det ikke kan få mit pis i kog, for jeg har taget min beslutning. Jeg synes, at der er alt for mange, som tager lidt løst på det med organdonation, og tænker det ikke er relevant for dem endnu.. men realiteten er, at vi ikke ved, hvornår vi ikke længere er her.

Jeg kan godt forstå, det virker som en skræmmende tanke, at man skal tage stilling til, “hvad skal der ske med mig, når jeg en dag ikke længere er her“, men helt ærlig – du kan være med til at redde liv, hvis du siger ja tak til at være organdonor. Hvilken større gave end at være med til at redde folks liv kan man give? Du ville da ønske, at den dag du, dit barn eller andre du er tæt med, har brug for organdonation, at der er mulige donorer.. Derfor mener jeg, at alle burde være det. Fair nok, hvis du efter grundige overvejelser har valgt det fra. Jeg håber bare personligt, at du ikke har valgt det fra, fordi det er for klamt.. Jeg ville ønske, at det var et krav, at alle skulle indregistrere deres ’svar’ til organdonation uanset om det er et ja eller nej, for det er ikke fair, at ens efterladte skal stå med beslutningen. Jeg ‘undskylder’ for det lidt lange indlæg, men jeg håber, at det har fået nogle af mine læseres tanker omkring organdonation i gang.

Hvad er jeres tanker til organdonation? Bør man blive nedprioriteret, hvis man har fravalgt organdonation? Bør man ‘fødes’ som værende organdonor?

Vil du have seneste nyt fra bloggen & altid holdes opdateret, så kan du følge bloggen på:
Facebook, Instagram Bloglovin’ 

Valentinesdag ikke min kop te

Som I nok ikke har kunne undgå at bemærke eller føle i dag, så er det valentines day, og det er lig kærlighed – hvilket i sig selv er et fantastisk koncept. Meeeen jeg har virkelig aldrig brudt mig om valentine-konceptet, og det til trods for jeg de sidste 6 år har haft en at dele dagen med – dette er dog ændret i år, da jeg fornyligt gik fra min kæreste gennem mange år. Jeg synes, det er et mærkeligt princip, at man én dag om året sammen med alle verdens andre mænd og kvinder skal vise sin kæreste, at man kan lide ham/hende… Nej, du skal vise dette til din kæreste/ægtefælle hver dag. Jeg ville til en hver tid blive betydeligt mere glad for en buket blomster, en lille betænksom gave, hvilken som helst anden dag end d.14.02 – føler det er en påtvungen opgave. Jeg ved ikke om jeg er den eneste, som har disse tanker om dagen, men jeg synes virkelig det er et opreklameret koncept. Vis din kæreste/ægtefælle du elsker ham/hende en, hvilken som helst anden dag på året, og jeg ville have langt mere respekt for dette! Når det så er sagt håber jeg, at de af jer der har holdt valentinesdag med jeres kære har haft en fantastisk romantisk dag sammen og har forkælet hinanden – men husk også at gør det andre dage på året ik’? (;

Fyldt med tanker…

Jeg sidder tilbage med en masse tanker, og jeg ved snart ikke, hvor jeg skal starte.. Det der skete i Paris er så forfærdeligt, og jeg håber, at alle de skyldige ekstremister vil blive holdt ansvarlig for det. Når det så er sagt, så synes jeg, at det er forkasteligt, at mange forventer, at muslimer skal gå ud offentligt og tage afstand fra den forfærdelige terrorhandling. Blot, fordi nogle bruger islam i det forkerte lys er ikke lig, at alle der tror på islam er dårlige mennesker. Jeg forventede heller ikke, at alle nordmænd eller alle folk fra skandinavien tog afstand til den terrorhandling, som Anders Breikvik begik, så hvorfor forventer vi det af muslimerne? Jeg har i dag set flere Facebookkommentarer, hvor folk antaster alle muslimer for at være terrorister. Jeg ved godt, at folk sidder tilbage med en masse had (det gør jeg også), men desværre er det ofte de forskerte mennesker, som dette had rammer. Jeg har set Facebookkommentarer, hvor folk mener, at muslimerne påtager sig en offerrolle. Prøv at hør, de bliver også ramt, de føler også et kæmpe tomrum, og de aner, ligesåvel som jeg, heller ikke, hvad de skal stille op.. For gæt hvad? Muslimer er blot mennesker ligesom mig, dig og alle andre. De har også følelser, og de mister også familiemedlemmer, venner, kærester mm., grundet Islamisk Stat. Vi er (desværre) alle ofre for Islamisk Stat. Jeg ved, det er utopi, men det kunne være rart, hvis alle dømte folk ud fra deres gerninger, og ikke udfra andre galninges.. Hvis alle prøvede at have et åbent sind, lagde fordommene på hylden. Dette skal ikke forstås således, at jeg ikke synes, at det er dybt forkasteligt det, der er sket i weekendens løb, men jeg bliver så trist af at se, at vi forventer, at muslimer skal tage afstand fra det (#NotInMyName). Jeg håber virkelig på, at vi får ram på Islamisk Stat, og det kan kun gå for langsomt, men jeg håber også, at vi fremadrettet vil tænke mere på, hvordan vi behandler mennesker. Vi kan ikke benægte, at de såkaldte ‘ensomme ulve’ søger et fællesskab. Det har ‘ensomme ulve’ alle dage gjort uanset kultur, socialstatus, religion etc., men hvis vi nu prøvede at tage imod alle (uanset etnicitet, køn, alder og religion), så kunne det være, at vi kunne forebygge. Mit budskab er derfor: prøv at være åben, forstå hinanden og lad vær med at dømme hinanden. Jeg har set dette billede, som er blevet delt ret meget her på det sidste, og jeg finder det virkelig aktuelt og rigtigt:

Skærmbillede 2015-11-15 kl. 19.19.17

    Newer posts