Gør alle en tjeneste og tag stilling

Organdonation er et emne, som jeg altid har været enormt optaget af. Samtidig har det været noget, som jeg mere eller mindre altid har vidst, hvad jeg synes om det. Jeg meldte allerede ud som – omkring – 15-årig til mine forældre, at hvis der skete mig noget, og de kunne bruge nogle af mine organer, så skulle de bare slå sig løs. Jeg ser lidt organdonation på samme måde som velfærdsstatens økonomiske sikkerhedsnet. Det er noget alle burde bidrage til, men ingen håber de får brug for. Ligeså vel som man har en forsikring, men håber man aldrig kommer til at stå med et brandt hus, en tom lejlighed eller en forfærdelig ulykke – du betaler til det, men du håber, at det aldrig bliver relevant for dig. Sådan burde det også være med organdonation, noget alle var, men ingen forhåbentlig fik brug for. Og hvad hvis du er uheldig en dag og står og har brug for en organdonor?

Desværre er der alt for mange, som ikke får taget stilling til det. Jeg ved godt, at der er mange, som ikke ’tør’ tage snakken med deres familiemedlemmer – unge som gamle – om emnet, for det minder en om, at man en dag ikke længere er her… Men lad os være ærlig, sådan er situationen nu engang, så derfor synes jeg, at man som minimum kan tage stilling. Mine forældre og jeg har altid snakket meget omkring sådanne ting, og det er jeg dem evigt taknemmelige for, for jeg ved, hvad de vil, når de en dag ikke længere er her mere og omvendt. Allerhelst ville jeg ønske, at alle var organdonorer, men som minimum kan du tage stilling til det – det skylder man også sine kommende efterladte, så de ikke skal stå i en potentiel svær situation og tage valget for dig.

Det sidste stykke tid har Foreningen 7Liv udmeldt, at de mennesker, som ikke har sagt ‘ja’ til organdonation, kommer bagerst i køen, hvis de en dag står og har brug for et organ. Der har været forskellig respons på diverse sociale platforme, og nogle mener det er et skråplan, men hvorfor egentlig? Hvis du har fravalgt organdonation, fordi du enten synes det er ’for klamt’ eller af andre årsager, er det så ikke også ’for klamt’ selv at modtage? Jeg siger ikke, at vi skal nedprioritere folk, som har fravalgt organdonation. Der har også været tale om, at vi som udgangspunkt skulle ‘fødes’ som organdonorer, og jeg ved ærligt ikke, hvad jeg synes om de to tiltag, en jeg kan godt følge logikken til en vis grad. For mig personligt ville det intet ændre, og det er nok også derfor, at det ikke kan få mit pis i kog, for jeg har taget min beslutning. Jeg synes, at der er alt for mange, som tager lidt løst på det med organdonation, og tænker det ikke er relevant for dem endnu.. men realiteten er, at vi ikke ved, hvornår vi ikke længere er her.

Jeg kan godt forstå, det virker som en skræmmende tanke, at man skal tage stilling til, “hvad skal der ske med mig, når jeg en dag ikke længere er her“, men helt ærlig – du kan være med til at redde liv, hvis du siger ja tak til at være organdonor. Hvilken større gave end at være med til at redde folks liv kan man give? Du ville da ønske, at den dag du, dit barn eller andre du er tæt med, har brug for organdonation, at der er mulige donorer.. Derfor mener jeg, at alle burde være det. Fair nok, hvis du efter grundige overvejelser har valgt det fra. Jeg håber bare personligt, at du ikke har valgt det fra, fordi det er for klamt.. Jeg ville ønske, at det var et krav, at alle skulle indregistrere deres ’svar’ til organdonation uanset om det er et ja eller nej, for det er ikke fair, at ens efterladte skal stå med beslutningen. Jeg ‘undskylder’ for det lidt lange indlæg, men jeg håber, at det har fået nogle af mine læseres tanker omkring organdonation i gang.

Hvad er jeres tanker til organdonation? Bør man blive nedprioriteret, hvis man har fravalgt organdonation? Bør man ‘fødes’ som værende organdonor?

Vil du have seneste nyt fra bloggen & altid holdes opdateret, så kan du følge bloggen på:
Facebook, Instagram & Bloglovin’