Franske lækkerier

Gaveideer til bogelskeren

Denne søndag fortsætter gaveideføljetonen, og denne gang har jeg valgt at give stafetten videre. Jeg ville enormt gerne lave et indlæg med ‘gaveideer til bogelskeren’, men må bare indrømme jeg ikke selv er den største bogelsker – eller tager mig i hvertfald ikke tiden til det. Derfor kontaktede jeg søde Lisbeth fra Moonlit Madness, og spurgte om hun kunne have lyst til at bidrage til denne føljeton – og det havde hun, virkelig er helt fantastisk! Lisbeths blog har jeg kendt til og læst mere eller mindre siden jeg selv begyndte at blogge, og jeg elsker virkelig at følge med i hendes univers, og så elsker jeg at læse hendes boganmeldelser. Så byd hjertelig velkommen til Lisbeth, og jeg håber, I kan få lidt ideer til, hvad I skal give bogelskeren. Jeg selv har i hvert fald fået lyst til at læse flere af bøgerne efter jeg har læst Lisbeths anmeldelser.

Hvis du er gået glip af de tidligere gaveide-indlæg, så kan du finde dem her

Gaveideer til kaffeelskeren, Gaveideer til de travle typer & Gaveideer til den eventyrlystne 

Et lille tip fra både Lisbeth og jeg: på fredag afholder www.saxo.com Black Friday, hvor de giver 10% på køb for over 499 kroner, bare et lille tip, hvis I står og skal til at købe en masse bøger hjem til diverse gaver (eller bare jer selv), så er der altså penge at spare på fredag. I kan finde direkte links til alle bøgerne ved at klikke på overskrifterne.

God læselyst!

 


 

Halløj, alle sammen. Jeg er så heldig, at jeg har fået lov til at bidrage til Saras fine føljeton, med perfekte julegaveidéer. Gavesæsonen kan være udfordrende, hvis man ikke ved, hvad man skal give folk, men man går aldrig galt i byen med en god bog, hvis modtageren har et læsehjerte. Derfor har jeg samlet fem fantastiske bøger, til fem forskellige læsetyper.

Den dag jeg glemmer

OLYMPUS DIGITAL CAMERAAaron er 16 år gammel, men har allerede oplevet flere traumer i sit liv end de fleste andre. Familien har ingen penge, hans far begik selvmord i badekarret, og for et par måneder siden forsøgte Aaron selv at følge i faderens blodige fodspor. Hans kæreste, Genevieve, hjælper ham langsomt tilbage til livet og glæden, og fremtiden begynder igen at virke overskuelig. I hvert fald lige indtil han møder Thomas og alt begynder at ændre sig. For drenge kan ikke lide andre drenge, og især ikke der hvor Aaron bor!

Den dag jeg glemmer er en af de suverænt bedste ungdomsbøger, jeg nogensinde har læst. Den berører en masse dybe emner, og så er den ekstremt velskrevet. Læs den, hvis du er til ung kærlighed, store følelser og en gennemgående god historie. 

 

The Bone Clocks
a575a57e-f692-4254-a905-59a883b8dd5d_zpsuupexjq6
Et letsindigt løfte afgivet på en varm sommerdag får hurtigt voldsomme konsekvenser for 15-årige Holly Sykes, som ikke tror på underlige ting. Der var godt nok The Radio People i hendes hoved, da hun var lille, men det er meget normalt for små børn at høre stemmer, og de er der jo ikke længere. Ganske uden at vide det, er hun alligevel involveret i kampen mellem en flok morderiske, kannibalske udødelige og deres retfærdighedssøgende fjender igennem hele hendes liv, indtil den dag hun selv står i begivenhedernes centrum.

David Mitchell er en enestående forfatter, som formår at blande genrer og opbygge de meste imponerende historier på tværs af årtier. I The Bone Clocks følger vi Holly Sykes fra hun er teenager til hun er en gammel kone – og undervejs læser vi ungdomlitteratur, fantasy, krimi, dystopi og meget mere. Læs den, hvis du er til imponerende skrivestil og et mind blowing plot. Læs også Skyatlas, hvis du vil opleve Mitchell på dansk.

 

Ravnenes Hvisken

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Anne har hele sit liv kunne se folks auraer og syn af fra fortiden, men det betyder bestemt ikke, at hun tror på det overnaturlige og da slet ikke på guder. Det hele begynder dog at blive en anelse mystisk, da rødhårede piger rundt omkring på egnen bliver fundet myrdet med en rune på kroppen. Selvsamme rune, som blev skåret ind i ryggen på den pige, som Anne bliver ved med at se blive dræbt i fortiden. Anne må indse, at verden rummer mere mystik, end hun nogensinde ville have gættet, og ingen er, hvad de giver sig ud for at være. Det store spørgsmål er bare, hvem der er til at stole på?

Malene Sølvstens debutroman er en imponerende fantasyroman sat i danske rammer og fyldt med nordisk mytologi. Og så er den super underholdende! Læs den, hvis du er til magi i den virkelige verden, geniale karakterer og en masse drama.

 

Dybet

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Privatdetektiven Ravn får en dybt uhyggelig sag, da en mand opsøger ham for at få ham til at finde sin forsvundne klassekammerat. Manden mistænker vennen for at have genoptaget de bestialske handlinger, som de to begik da de var børn. København hærges nemlig af skræmmende overfald udført på samme måde som deres, og da ét af dem ender dødeligt kan Ravn ikke længere ignorere det.

Jeg har ikke selv læst Michael Katz Krefelds bøger, men de bliver hyldet af krimifans verden over, og det lyder absurd spændende! Læs den, hvis du er til krimier og et godt gys – og du ikke har alt for sarte nerver. Dybet er netop udkommet, og er fjerde bind i serien om Ravn.

 

Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer Illustreret

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Den her behøver vidst ikke nærmere introduktion. Harry Potter-bøgerne er med god grund elsket over hele verden, og kærligheden bliver kun større, når de velkendte historier serveres med Jim Kays ufatteligt smukke illustrationer til.

Læs den, hvis du er Harry Potter-fan, du skal til at stifte dit første bekendtskab med universet, eller du skal til at føre historien videre til næste generation. Hemmelighedernes Kammer er netop udkommet, og er andet bind i serien om troldmanden Harry Potter.

Det var bare fem fantastiske bøger, men hvis den helt rigtige ikke er på listen, så kan du altid finde flere anmeldelser på www.moonlitmadness.dk, hvor du også er velkommen til at kontakte mig direkte for personlige anbefalinger. Jeg er sikker på, vi sammen kan finde den helt rette bog 😉

Tusind tusind tak til Lisbeth for du ville bidrage til denne gaveideføljeton – det gør mig så glad! Hvis I ikke allerede har været forbi www.moonlitmadness.dk så skal I helt sikkert gøre det. Lisbeths blog får i hvert fald den varmeste anbefaling fra mig!

Indlægget indeholder affiliate links

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Franske lækkerier