Tak er et fattigt ord

Jeg havde på ingen måde forestillet mig, hvordan mit sidste indlæg ville blive taget imod. Jeg havde ikke vidst om det overhovedet vil blive læst, reageret på og i det hele taget tænkt over. Jeg har følt et behov for at gemme mig lidt væk efter det indlæg, hvilket også er grunden til min manglende tilstedeværelse her og på Instagram, men jeg skulle lige komme mig over det. Komme mig over jeres SÅ positive reaktioner, for I tog så pænt imod det – pænere end jeg havde turde håbe på – så af hjertet tak.

Jeg var så i tvivl om jeg skulle udgive indlægget, da det er et virkelig personligt og ømt emne for mig, men jeres reaktioner gjorde det ‘så nemt’ at dele. Tusind tak for jeres søde kommentarer som jeg har modtaget personligt, på bloggen, Instagram, Facebook og via mail. Tak til jer, som har læst indlægget, tak til jer som har delt det, tak til jer som har støttet min egen lille ‘kys sclerose farvel’-indsamling. Af hjertet tak!

Efter jeg havde trykket ‘udgiv’ på indlægget, følte jeg et behov for straks at trække det tilbage. Følelsen af at blotte sig så meget omkring et emne al for få taler om var virkelig ubehagelig. Men jeg stod ved, gravede mig lidt ned i sengen og vågnede op til den mest positive respons, som ingen gang min vildeste fantasi havde kunne forestille sig. Tak er et alt for fattigt ord til at beskrive, hvor værdsat jeres respons af – men et ydmygt og kæmpe tak skal der lyde fra mig til jer på den anden side af skærmen.

Jeg tilbringer aftenen med musik, stearinlys tændt i hele lejligheden, forberedelse til ugens forløb og en kop varm te – total afslapning og lige, hvad jeg har brug for.

dsc_9718

Kys sclerose farvel

sclerose_kys_farvel_logo_cmyk_2

Det her indlæg har virkelig længe været undervejs, og jeg kan bundærligt sige, at det er det hårdeste skriv, jeg hidtil har lavet på bloggen, og formentlig (og forhåbentlig) også det hårdeste, jeg kommer til at skrive. Jeg vil gerne have min blog er et forholdvis positivt sted at ‘besøge’. Ikke at jeg ikke vil anerkende og skrive om de mere negative sider af livet, men mere fordi jeg ikke ønsker, at det er en brokke-blog, hvor alt bare er galt, for det er det virkelig ikke. Omend så vil det næste du læser være det sværeste, jeg nogensinde har skrevet, og jeg har virkelig overvejet om jeg skulle dele det med jer, fordi det er så privat og personligt. Men som du nok har indset, så har jeg valgt at dele det med dig, med jer, med hele ‘verden’, for det er et relevant emne, og jeg ønsker ikke at tie det ihjel. Det er et emne, som jeg af personlig erfaring er meget påvirket af, og et emne som ligger mit hjerte meget nært – derfor har jeg lavet dette indlæg, og jeg håber, at I vil tage rigtig godt imod det. Og hvis du sidder der ude i en lignende situation, håber jeg, at du, gennem dette indlæg, indser, at du ikke er alene – der er mange, som desværre enten går eller har gået det samme igennem som dig.

Indlægget kommer som overskriften lyder til at handle om den forfærdelige sygdom sclerose. Jeg har valgt at skrive om dette emne lige nu og her, da der lige nu kører ‘kys sclerose farvel’-kampagne – måske du har set flere profilbilleder er blevet ændret til et med et  ‘kys sclerose farvel’-logo. I den forbindelse har jeg også oprettet min egen indsamling, hvor jeg håber, at du gerne vil støtte i kampen om at kysse sclerose farvel. ETHVERT beløb tæller, og hvis du ikke har det økonomiske overskud til at støtte, så håber jeg, at du vil have overskuddet til at læse dette indlæg og lære mere om, hvordan det er, når sclerose rammer. Hvordan det er at have et familiemedlem med en sygdom, ingen rigtig kender til, og ingen rigtig snakker om.

Du kan støtte lige her.


Da jeg var mindre, forstod jeg ikke alvoren i, at min mormor var syg. Jeg vidste, at hun havde en sygdom kaldt ‘sclerose’, for det havde mine forældre fortalt mig. Men jeg vidste ikke konsekvenserne af denne sygdom. Jeg kan ikke huske særlig meget fra før min mormor blev ramt af sygdommen. Jeg husker en mormor som var sygdomsramt, og som de sidste år af sit liv kæmpede et brag af en kamp mod sclerose, men tabte desværre denne kamp. Hvor hårdt det end lyder, så var det det bedste, som kunne ske for min mormor. Hun fik endelig ro, og hun skulle ikke længere kæmpe en kamp, som allerede var tabt på forhånd. Jeg ved det er hårdt at læse, at døden var det bedste der kunne ske for hende, men det var en form for forløsning at vide, at hun ikke længere led, at hun endelig havde fået den fred, som hun ønskede og fortjente. Jeg tror kun, man kan sætte sig ind i denne tanke, hvis man selv har set et familiemedlem være udsat for en lidelse, som ingen ende får.

Sclerose er en sygdom, som rammer i forskellige stadier og hastigheder, men hovedpointen er, at ens immunforsvaret går til angreb på nervecellerne i centralnervesystemet. For de heldige kan de leve et forholdvis normalt liv med denne sygdom, men for de uheldige så bliver deres krop fuldkommen sat ud, hvilket desværre også var tilfældet med min mormor. I starten af sygdommen havde hun bevægelighed og kunne spise selv, men tilsidst kunne hun intet. Hun kunne ikke spise, stå ud af sengen, hun kunne intet selv. Selvom min mormor aldrig sagde det, så ved jeg og kunne se på hende, at for hver manglende bevægelighed og øget begrænsning sygdommen medbragte – jo mere påvirkede det hende. Det var et nederlag for min mormor at skulle have hjælp – det er jeg slet ikke i tvivl om. Hun sagde det aldrig, i hvert fald ikke til mig. Min mormor prøvede bedst muligt at skjule sine smerter og bevare sit gode humør. Men selvom hun gjorde sit bedste for at leve det mest normale liv og altid var positiv, så så mit barnlige jeg hendes smerter der gemte sig bag smilet.

Det er så svært for et barn (og en voksen) at forstå og acceptere, at man ikke kan gøre noget ved, at ens mormor er syg, men bare må se hendes heldbred blive forværret dag for dag. At se hende sidde i kørestol og modtage hjælp i en al for tidlig alder og se hende være døgnovervåget, fordi hun intet kunne. Når de andre børn fortalte, hvad de lavede med deres mormor, havde jeg så svært ved at acceptere, at det kom jeg aldrig til at gøre med min mormor. Det skal ikke lyde som om, at min mormor ikke har været en god mormor, for det har hun – verdens bedste! Min mormor er og bliver nok det menneske, som jeg beundrer og har beundret mest i mit liv. Uanset, hvor mange smerter hun var i, så udstrålede hun altid en enorm livsglæde, og det er også hendes livsglæde, som jeg tager med mig, når jeg bevæger mig ud i livet. Når folk fortæller mig, at jeg er et positivt menneske, så skyldes det (allermest) min mormor. For hvis hun i sit smertehelvede kunne se lyst på livet, så kan jeg også – ja, så kan størstedelen faktisk!

Til trods for min mormor bevarede sit humør, så var det hårdeste nok at erkende, at jeg intet kunne gøre ved hendes smerter. Mine forældre kunne ikke gøre noget ved det. Lægerne kunne ikke gøre noget ved det. Der var ingen, som kunne hjælpe min mormor. Det at der ikke er den mindste form for håb om, at hun bliver rask – det er svært at erkende. Det var virkelig svært at erkende, at det kun kunne går én vej. For desværre er der ingen medicinsk behandling mod sclerose. Der findes medikater, som kan dulme visse af smerterne, men intet som kan fjerne det helt – og derfor har jeg valgt at bakke op omkring ‘Kys sclerose farvel’-kampagnen med denne indsamling.

dsc_8681

Det har aldrig været tabu i min familie at snakke om, at mormor var syg. Det var heller ikke noget, som der blev snakket om dagligt, men mine forældre var meget åbne omkring det, og det tror jeg er enormt vigtigt. Det betød alverden for mig, at jeg fik en forståelse af, hvad det var der skete, også selvom det var svært som barn at forstå. Da jeg blev lidt ældre og begyndte at forstå, hvad min mormor gik igennem, var det sværeste nok at acceptere, at omverdenen ikke vidste, hvad hun gik igennem. Ikke særlig mange kendte til sygdommen, og værst af alt var der ikke særlig mange, som spurgte indtil det.

Jeg ved, at det er ufatteligt svært at vide, hvordan man skal håndtere, når ens venner, arbejdskollegaer eller bekendte fortæller, at deres kære er syge. Men det værste du kan gøre er ikke at gøre noget. Du skal ikke være bange for at stille dumme spørgsmål eller bange for at komme til at sige noget akavet – for alt er bedre end intet at gøre. Det at vise interesse, spørge hvad sygdommen helt præcist er – det er klart bedre end intet at sige. Måske personen ikke kan fortælle det på det pågældende tidspunkt du spørger, men tro mig det bliver bemærket og husket – og det betyder mere end du aner, at du viser interesse. Så husk, du kan næsten ikke gøre noget forkert, når folk fortæller om sygdom i deres familie – det er i hvert fald min personlige erfaring.

Jeg ved, at mange desværre oplever sygdom i hjemmet i en eller anden grad. Men jeg husker det som værende særligt svært, og det er det stadig at fortælle, at jeg havde en mormor, som var ramt af sclerose. Nogle ved slet ikke, hvad det er for en sygdom, nogle kender lidt til den, men ikke dens konsekvenser, og andre kender desværre alt for meget til den, da de selv har oplevet det. Jeg tror, det er utrolig svært at sætte sig ind i sclerose’s konsekvenser. At se ens kære forsvinde helt væk, sidde i en kørestol og ikke at kunne bevæge sig, se dem lige så stille miste livsglæden – det er smertefuldt, og jeg ville ikke ønske det for min værste fjende, ingen burde gå igennem dette. Om end er det vigtigt, man som familie står sammen, og jeg tror, at det er vigtigt man ligesom mine forældre er åbne omkring det, for det gjorde det så meget lettere som barn at forstå bare lidt af det, som foregik. Jeg ved godt, at dette indlæg ikke redder alle sclerose patienter – jeg ville virkelig ønske det gjorde. Men jeg håber, at jeg med dette indlæg har skabt bare lidt mere opmærksomhed omkring, hvordan sclerose desværre kan ramme, og hvilke konsekvenser det kan have for familien set med børneøjne.

Jeg håber, at du har lyst til at være med i kampen om at kysse sclerose farvel, og støtte min indsamling lige her. Hvis du som sagt ikke har det økonomiske overskud, så af hjertet tak, fordi du læste med. Tak, fordi du tog dig tid til at læse min historie, det betyder mere end du aner!

Vil du have seneste nyt fra bloggen & altid holdes opdateret, så kan du følge bloggen på:
Facebook, Instagram Bloglovin’ 

En lille solstråle historie i ‘kaoset’

 b9d

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, hvis Facebook-nyhedsfeed (og måske eget hoved?) igår var fyldt med negativ stemning efter valgresultatet fra USA tikkede ind. Derfor tænkte jeg, at der oven på gårdagens ‘dårlige’ nyhed godt kunne være behov for en lille solstråle historie. So here it comes… Det er egentlig ikke min egen historie, og jeg har overvejet et par dage om jeg skulle dele den, da det er mig, som vælger at blogge og ikke min familie, og derfor ser jeg helst dem som værende så meget ud fra dette medie som muligt. Dog er denne historie for sød til ikke at blive delt. So here it goes…

Min bedstemor havde været ude og handle og havde fået stjålet sin pung – virkelig forfærdeligt! Hun havde mistet sin pung, kontanter, kort, men det var egentlig ikke det der var af værdi. I hendes pung var der nemlig billeder af ens afdøde mand, og de betød alverdens for hende. Penge er trods alt bare penge, det er træls at miste, men det andet havde en kæmpe affektionsværdi for hende, og derfor var hun så forfærdelig ked af det. Man mister altså bare lidt troen på menneskeheden, når mennesker gør det mod andre? På kommunen havde hun fået et midlertidigt kørekort, for måske pungen kom igen, men helt ærlig – what are the odds? .. Men ja, det skete sgu! Hun havde modtaget en pakke den ene dag fra hittegodskontoret, heri lå hendes pung med kort OG billederne! Hvis det er tyven selv som efter at have røvet hende har gjort det, så tak – for helt ærlig, hvad fanden skal du også med resten, men jeg tror desværre ikke på dette er tilfældet. Derimod tror jeg, at der er en sød person, som enten har samlet hendes pung op fra gaden eller skraldespanden og afleveret den eller smidt den i en postkasse, hvad end der er gjort – så af hjertet tak! Det havde en meget større betydning end du sikkert kunne forestille dig, for nu er billederne hjemme igen, der hvor de hører til nemlig hos min bedstemor! Så et lille tip, ser du en pung ligge på gaden uden alverdens Dankort osv. i, så aflever den – for den kan indeholde affektionsværdi, ja pungen i sig selv kan indeholde affektionsværdi, hvis man har fået den af en bestemt person.

Vil du have seneste nyt fra bloggen & altid holdes opdateret, så kan du følge bloggen på:
Facebook, Instagram Bloglovin’ 

Ovenud af begejstring #2

DSC_7700Kan I huske, at jeg lavede dette indlæg for et par uger siden, hvor jeg fortalte om en nyhed, som jeg ikke havde delt med jer før. Jeg havde jo dengang fået (endnu) et job. Jeg har faktisk endnu en nyhed, som jeg ikke ‘officielt’ har meldt ud – i hvert fald ikke på bloggen. Jeg er nemlig i gang med at skrive en artikel sammen med en tidligere studiemakker og min tidligere underviser i faget interpersonel kommunikation. Det er enormt spændende og udfordrende, men hold nu op det er tidskrævende. Vores underviser skriver simpelthen så akademisk korrekt og flot, så vi føler et kæmpe pres og bliver virkelig sat på prøve. Artikel-skrivningen kunne umiddelbart lyde simpelt og hurtigt overstået, men tro om igen! Det tager tid – virkelig meget tid. Der er et kæmpe forarbejde, og vi er faktisk først begyndt at skrive på selve artikel her i augustmåned, og det er spændende. Derudover er jeg begyndt mere på mit nye arbejde, og det er virkelig spændende og udfordrende. Jeg elsker atmosfæren, og jeg føler virkelig, at jeg har en ‘stemme’ på arbejdet, hvilket jeg tror er enormt vigtigt. I den her uge skal jeg afholde samtaler med et par nye potentielle frivillige, det er lidt spændende. Jeg elsker udfordringer, da man lærer noget nyt – enten om sig selv, sine evner eller ens omgivelser gennem arbejdet, og det giver dette arbejde mig virkelig.

Udover de to jobs og artikelskrivning, så skal jeg til at skrive BA. Puha, er jeg allerede så gammel? Er I sikre på det ikke er en fejl, at jeg skal skrive min BA nu? Jeg kan slet ikke få ind i mine tanker, at der allerede er gået 2 år på universitet. De er virkelig fløjet afsted. Jeg har valgt emne og haft min første vejledning, og dette er endnu en udfordring jeg ser frem til, men som jeg ikke kan forstå allerede er her. Jeg mødtes med Line (hende jeg skriver artiklen med) i dag, og vi fik lavet lidt på artiklen og snakket om det hele, både BA, jobs og artiklen – det hele. Efter Line og jeg havde skrevet lidt, var vi lige forbi Bog & Idé, da vi begge skulle få købt en kalender. Det er faktisk ikke noget jeg plejer at anvende. Jeg har alle dage været elendig til at få skrevet ting i en fysisk kalender, men med alt det jeg har om hovedet for tiden, så kan jeg mærke, at jeg havde behov for at skrive mine ‘to-do’ ned til fx næste vejledning eller næste møde med Line. Nå men, det var bare en update på, hvad dagligdagen kommer til at byde på det næste stykke tid – og ved I hvad? Jeg glæder mig! Og jeg er stolt af de muligheder jeg får. Både arbejdet og artikelskrivningen, og helt ærlig – man må gerne være stolt af sig selv, må man ikke? Ha’ en god dag!

Vil du have seneste nyt fra bloggen & altid holdes opdateret, så kan du følge bloggen på:
Facebook, Instagram Bloglovin’ 

Bagsiden af medaljen

DSC_7040

Jeg er hjemvendt efter en fantastisk tur til Thailand med en dog ret ubehagelig flyvetur, da jeg fik erhvervet mig en omgang madforgiftning natten til take-off, men det er en anden historie.Jeg prøver at holde bloggens fokus positivt, men jeg kan heller ikke blot vende den anden kind til, når jeg ser og oplever ting, som jeg føler er ‘galt’ med verdenen. Jeg vil have, at min blog afspejler den virkelig verden og ikke blot er lutter lagkage, for lad os indse det – det er livet sjældent. Nå, men hele postyret til dette indlæg er faktisk vores Thailand tur. Jeg ved, at ud fra de andre indlæg om turen til Thailand virker alt sus og dus, og det var det også mere eller mindre, men jeg gider som skrevet ikke have, at min blog skal være et glansbillede, den skal afspejle den virkelige verden, for ellers vil I læsere ikke blive informeret korrekt. Min rejseindlæg kan forhåbentlig være inspirationskilde til rejsedestinationer, men så føler jeg også, at det er min pligt at være hundrede procent ærlig, og derfor dette indlæg.

Jeg bliver så harm over, når man er turist (også i DK) og ser affald flyde. Ét er i gaderne, men da Mette og jeg var på denne tur, så var de lækre bountystrande begyndt at blive fyldt med affald – altså hvad (!!!!). Turisterne tager en masse plastisk, slikposer osv. med til øerne – helt fint, men tag det for søren med tilbage, når I forlader øen. Det er simpelthen så grovt at behandle naturen sådan, og jeg tror desværre ikke, at det altid går op for landene, hvor meget affald har af betydning for deres turistværdi. For mit vedkommende betyder det, at jeg måske vil genoverveje, hvorvidt jeg skal besøge turistattraktion og måske endda selve landet igen. Vi (min familie) oplevede det også, da vi var i Dubai, der var ørkenen og bjergene også begyndt at blive fyldt med affald. Altså det er bare ikke i orden. Alle vil da hellere møde synet af disse lækre strande fremfor at se aberne gå rundt mellem skrald. Desuden er det utroligt, at en simpel regel, som står på skiltene på Monkey Beach ‘Please do not feed monkey’ ikke er til at forstå – folk giver dem små plasticposer med nødder.

DSC_7083 DSC_7077
Jeg ved godt, at det er minimalt, hvilke virkning dette indlæg kan have, men jeg håber virkelig, at dette indlæg kan få bare én til at tænke en ekstra gang over inden han/hun smider affald i vores fine natur. Jeg har ikke børn (endnu), men det kan ikke være rigtigt, at vi blot efterlader affaldspladser alle steder til vores næste generation. En simpel regel er det man tager med ud, tager man med retur medmindre der er et sted man kan smide det ud. Dette gælder alle steder også i de danske skove og på de danske strande. Det burde være en relativ simpel regel at huske, mener jeg i hvert fald. Jeg tænker i hvert fald, at de fleste hellere vil opleve strande som billedet herunder viser fremfor, at de tilsidst er fyldt med skrald som billedet med aben viser.

DSC_6906DSC_7039

Vil du have seneste nyt fra bloggen & altid holdes opdateret, så kan du følge bloggen på:
Facebook, Instagram Bloglovin’